Taus er Din grav vel, men ei uten minder,
Her taler aanden ved mindernes røst.
Jeg hører dens stemme, og deri jeg finder
Lindring og ro for mit saarede bryst.
 
Din høst er kommet, elskede broder,
Jordlivets hvile i graven er sød.
Evighets foraar ved graven dig møder,
Aanden sig hæver bevinget av Gud.
 
Uttømme maatte Du skildsmissens bæger,
Da elskede kone i døden svandt hen.
Dyb var din sorg; men de skjønneste glæder,
Havde Du endnu paa jorden igjen.
 
Talrige børneflok var da din glæde,
Med faderlig ømhed Du lullet de smaa,
Som efter moder saa sørgended græde.
Men ak! se en dybere Sorg forestaar.
 
Dødsenglen hvessede alt sine pile,
Medens du stod i den haardeste dyst.
Grusomt han sendte de giftige pile
Ind i dit trette Legeme og brøst.
 
Ja fri er du blevet elskede broder,
Her står jeg ene kun mindet om Dig,
har jeg tilbake, og stigende sorger,
Møder mit blik, i den kommende tid.
 
Og naar min vandring paa jorden har ende,
Naar jordlivets gaader er opløst for mig.
O, gid min sjæl kunde fredbudet kjende
Og glad i forventningen gjenkjende Dig.
 

 

Tilbake